Nærmest Lykkelig

Nærmest lykkelig


Kapitel 7.


Næste morgen vågnede jeg i Bills seng, og det var KOLDT Bill havde taget hele dynen for sig selv, den skid (;!
-Bill? Biiill? Han reagerede ikke, og jeg hev lidt i ham. Så rejste jeg mig for at hente hans ipod på kommoden, jeg skruede helt op for den, og satte den i ørene på ham. Han sprang op.

-Hvad sker der? Skreg han.

-Jeg kunne ikke vække dig(; og du havde hele dynen? jeg fryser :D sagde jeg med et smørret smil.

-Nårh, grinede han lidt. Så kom her hen og lig sagde han og lagde den ene arm ud på dynen. Jeg gik der hen og lagde mig stille i hans varme favn.

-HOLD KÆFT du er kold? Sagde han.

-Det er det jeg siger, jeg fryser sagde jeg. Han grinede lidt og kyssede mig på kinden. Han lagde sig på siden og begyndte at nusse mig i håret.

-Øh ? Bill? Sagde jeg stille.

-Ja? Hvad er der smukke? Sagde Bill

-Ja jeg tænkte på om vi ikke kunne tage hen til hospitalet i dag og besøge min lillesøster? Sagde jeg og fik igen tåre i øjnene.

-Jo selvfølgelig sagde Bill meget forstående.

Efter vi havde spist morgenmad, kørte Tom, Bill og jeg ned til hospitalet i Toms bil. Da vi kom ind gik jeg over ved receptionen, og spurgte hvor Amalia Rosalina Christensan lå? Hun lå på stue 3,på physgiatrisk afdeling for børn. Vi gik hen til trapperne(Jeg er bange for elevatorer) og gik op på 3. Etage. Inden jeg gik ind på stuen, stod jeg lidt uden for an døren til stuen. Bill lagde en arm om livet på mig.

-Nu det nu sagde Bill og skubbede mig lidt så jeg tog i døren og gik ind. Min lillesøster lå alene på stuen min mor var der ikke. Jeg tog en stol og satte mig ved siden af hendes seng, jeg tog hendes hånd og begyndte at græde da en sygeplejerske kom ind.

-Dina Olsen, og du må være hende storesøster Rebecca Maria Rosalina Christensan?
Jeg nikkede bare, fordi sagde jeg et ord nu ville jeg bryde totalt sammen. Jeg sad bare og kiggede på min lillesøster. Hvorfor var det ikke mig? hun var så lille og skrøbelig. Jeg rejste mig fra stolen for at gå hen til en vask der var inde på stuen, for at tage noget papir. Jeg græd, og kunne slet ikke stoppe. Da jeg skulle til at sætte mig tog Bill fat i mig og klemte mig ind til ham. Vi stod der i mindst 10 minutter, da min mor kom ind. I starten opdagede jeg det ikke, det var først da Bill hviskede det til mig at jeg opdagede det. Jeg vente mig om og kiggede på hende, hun så meget gammel ud efter ulykken med min lillesøster, jeg tror slet ikke hun har sovet i de dage. Min lillesøster havde elektroder over det hele. Og hun var bevidstløs. Pludselig begyndte sådan en maskine der hele tiden havde sagt bip, bip, bip at sige biiiiiiiiiiiiiip lægerne kom løbende ind og fik os væk fra sengen, hun havde fået et hjertestop, og jeg stod igen hos Bill og græd, og Bill havde tåre i øjnene.